Længe siden. Hvem er jeg?

Det er længe siden jeg har ladet migselv ventilere på denne måde, dog er det noget jeg har vendt tilbage til flere gang. Om det er fordi det er når jeg er sårbar og har problemer at jeg mest har brug for lidt opmærksomhed, eller fordi det hjælper kan nok diskuteres. Der er for nogle nok ikke meget sammenhæng, og springer nok også rundt flere steder. (EDIT: Efter at have skrevet lidt on/off i et par timer, er det meget klart at det meste virker som volapyk.)

Generelt er jeg ikke helt samlet oven i. Jeg er skadet af fortiden. Man kunne måske sige det pænere og sige jeg er formet. Men det nedtoner det hele til noget lidt for positivt da jeg ved at jeg ikke er perfekt. Jeg har fejl, som alle. Ingen er jo perfekte? Men det generer mig at jeg er opmærksom på visse fejl, men føler ikke jeg kan kontrollere dem? Som denne blog. Enten er det for at ventilere, ellers er det en måde jeg kan føle at nogen giver mig opmærksomhed. Og at selv indrømme det gør det bare underligt. "Hej, I skal alle sammen lige kigge herover, fordi jeg er usikker og gerne bare vil have at i kigger."

Min usikkerhed bunder nok ud i at jeg var mobbe-offer i folkeskolen. Dette vil jeg ikke rigtig ud i og snakke om nu, men måske i et senere indlæg. Jeg føler jeg godt kan skjule min usikkerhed, men tror måske jeg gør lidt for meget for at skjule den. Jeg kommer til at virke arrogant. Og som et røvhul. Den nemmeste måde for mig at undgå at folk piller ved min usikkerhed, er ved at pille andre ned. Og jeg ved det er noget lort. Jeg ved at det er en ond cirkel. Men måske er jeg bare ikke stærk nok til at bryde den? Jeg er bange for at jeg ender som "udstødt". At jeg bliver offeret igen. Jeg.. Jeg er ikke så stærk som jeg ønsker at være. Jeg ville ønske at jeg kunne acceptere migselv mere end jeg gør. Jeg kender smerten ved at være alles offer. Og jeg er så bange for at føle det, at jeg ender med at gøre andre til ofre.

Jeg skal snart flytte. Jeg skal flytte fordi jeg er kommet ud af et længere forhold.
Jeg har for flere gange taget migselv i at finde piger, jeg ikke føler mig på linie med. De er ofte lettere naive og yngre. Så kender jeg min plads i forholdet, men det er en plads jeg ikke er god til. Jeg ender med at opføre mig lidt som det passer mig, dog uden at krydse de større grænser i forholdet. Men får fx. oftest min vilje, da jeg ved at de ikke er "stærke" i forholdet. Jeg er den voksne. Den dominante. Nogengange skal jeg sættes på plads, og sker bare ikke.

Jeg frygter nok et forhold med en "ligeværdig", da jeg ikke vil kende min rolle. Man frygter vel det ukendte? Sidst jeg var i et forhold hvor jeg kunne sættes på plads blev jeg såret. Men jeg er træt af det. Træt af min egen forsigtighed.

 Er det normalt at hade et par bare fordi de er et par? Jeg har det lidt sådan med mine venner. Mine nærmeste venner er to par. Og jeg føler mig som det 5. hjul. Og jeg haaaader det. Føler mig som Ted fra Scrubs når jeg er sammen med dem (Se billede).

Har lige tilbragt hele weekenden med alle fire. Og det er længe siden jeg har ønsket at jeg bare havde en at sidde lidt med. En jeg bare kan snakke med. Det er svært at sidde overfor et par og sige: "Kan I ikke være lidt mindre par-agtige. Jeg hader det." Hvem er jeg til at sige de ikke må nyde at de har hinanden?




På nettet føler jeg mere at jeg kan være mig. Uden at skulle være usikker på om folk accepterer mig. Jeg glæder mig til den dag jeg kan være 100% ligeglad med folks meninger. Bare være mig.

To be continued..